Djøf

Deltid når du er privatansat

Lav en aftale med din arbejdsgiver om at få nedsat din arbejdstid og læs her, hvad skal du være særligt opmærksom på, når du er ansat på deltid.

Lav en aftale om deltid

Du har ikke ret til at komme på deltid. Hvis du gerne vil have nedsat din arbejdstid, er du derfor nødt til at lave en aftale om det med din arbejdsgiver. Du har heller ikke har ret til at komme på fuld tid igen efter en periode med deltid. Det er derfor en god idé, at du samtidig aftaler med din arbejdsgiver, at din nedsatte arbejdstid gælder for en given periode, og at du efter periodens udløb kan komme på fuld tid igen, hvis det er vigtigt for dig.

Når du laver en aftale med din chef om at gå på nedsat tid, er det vigtigt, at I også får talt om dine arbejdsopgaver. Ellers kan du ende i en situation, hvor du reelt har samme antal opgaver, men bare mindre tid til at løse dem.  

Hvad skal du være opmærksom på?

Når du er ansat på deltid, får du løn i forhold til den nedsatte arbejdstid. Laver du en aftale om at gå ned på fx 25 timer om ugen, beregner du din løn som 25/37 af lønnen for en fuldtidsansat, det vil sige som forholdet mellem dit ugentlige timetal og fuld tid (37).  

Den løn, du får udbetalt under ferie, er som udgangspunkt den løn, du har på ferietidspunktet – også selvom din løn var højere i optjeningsåret.

Der er dog en undtagelse. Hvis din arbejdstid på ferietidspunktet afviger med mere end 20% i forhold til din gennemsnitlige arbejdstid i optjeningsåret, skal din løn under ferie nemlig reguleres forholdsmæssigt.

Var du fx på fuld tid i optjeningsåret, men er på deltid med 25 timer om ugen på ferietidspunktet, er din arbejdstid nedsat med mere end 20%. Din løn under ferie skal derfor reguleres opad, så den svarer til fuld tid. Går du fra 37 timer om ugen til 30 timer om ugen på ferietidspunktet, går du imidlertid kun 19% ned i tid og får derfor ikke reguleret din løn under ferie. Din ugentlige arbejdstid skal være på 29,6 timer om ugen eller derunder for, at din løn bliver reguleret.

Går du mindre end 20% ned i tid, er det derfor en god ide at forsøge at aftale med din arbejdsgiver, at du får din hidtidige fuldtidsløn, når du holder ferie.

Du skal være opmærksom på, at deltid også har konsekvenser for din opsparing til pension. Pensionsindbetalingerne følger nemlig dit lønniveau. Vælger du at gå ned i tid og fx kun arbejde 4 dage om ugen, vil de årlige indbetalinger til din pension blive omkring 20% mindre. Hvis du ønsker, at der fortsat bliver indbetalt det samme til din pension, skal du lave en aftale med din arbejdsgiver om at fortsætte de sædvanlige pensionsindbetalinger.

Deltid giver dig i sagens natur mindre tid til at nå dine bonusmål. Husk derfor at få reguleret dine bonusmål samtidig med, at du indgår en aftale om at gå ned i tid.
Er du på deltid, har det også konsekvenser i forhold til barsel. Du får nemlig barselsdagpenge i forhold til det timetal, du skulle have arbejdet, hvis du ikke var på orlov. Arbejder du fx 30 timer om ugen, vil du få 30/37 af den maksimale dagpengesats, når du holder barselsorlov.
Djøfbladet

Hver 10. private djøfer er lagt i gyldne håndjern

Det kan være skadeligt for karrieren, hvis man skriver under på en kunde- eller konkurrenceklausul. Og på trods af en lovændring har næsten lige så mange som tidligere en klausul i deres kontrakt. Mange ved ikke, hvad klausulen egentlig indebærer, og det kan koste dyrt – i nogle brancher mere end andre.

Foto: Billion Photos/Shutterstock
Djøf blog

Skal ALLE opgaver virkelig nås inden jul?

Jeg magter ikke at have så travlt, blot fordi Jesus blev født. Jeg vil ikke være udbrændt inden jul.


Thomas Kantsø
Thomas Kantsø
Chefkonsulent