Djøf

Rådighedsforpligt­else og -tillæg

Er du omfattet af en rådighedsforpligtelse og skal have rådighedstillæg? Læs alt om rådighedsforpligtelsen og -tillæg i offentlige stillinger.

Du bliver ansat med en rådighedsforpligtelse og skal have rådighedstillæg, hvis:

  • Du er offentligt ansat djøfer
  • Du er ansat til administrative arbejdsopgaver i fuldmægtig-/generaliststillinger

En stilling er en administrativ generaliststilling, hvis den kan blive besat af akademikere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Det har ikke nogen betydning, om stillingen bliver kaldt fuldmægtig, AC-medarbejder eller konsulent på AC-overenskomsternes trin 4-8. Det er nemlig arbejdsopgaverne og ikke titlen, der afgør, om du er omfattet af rådighedsforpligtelsen og derfor skal have rådighedstillæg.

Du kan ikke selv vælge, om du vil påtage dig rådighedsforpligtelsen, og din arbejdsgiver kan heller ikke vælge rådighedsforpligtelsen fra med den begrundelse, at der ikke er behov for den. 

Vejledning om arbejdstid på offentlige arbejdspladser

Hvad ligger der i rådighedsforpligtelsen?

Rådighedsforpligtelsen betyder, at du både er forpligtet til at stå til rådighed og til at præstere en vis mængde merarbejde pr. kvartal:

  • I staten er rådighedsforpligtelsen på indtil 20 timer i kvartalet (er du ansat på det gamle lønsystem i staten er forpligtelsen fortsat indtil 35 timer i kvartalet).
  • I regionerne og kommunerne er rådighedsforpligtelsen på indtil 35 timer i kvartalet

Rådighedsforpligtelsen omfatter de samme arbejdsopgaver, som du er forpligtet til at udføre inden for den normale arbejdstid - uanset om du udfører dem på arbejdspladsen, hjemme eller andre steder. 

Rådighedsforpligtelsen kan ikke konverteres til en permanent udvidelse af den daglige, ugentlige eller månedlige arbejdstid. Der har aldrig været en fælles forståelse med arbejdsgiverne om, hvad der nærmere ligger i rådighedsforpligtelsen, men det var en klar forudsætning, at den ikke skulle forpligte til et permanent ekstra arbejde eller til en systematisk forlængelse af kontortiden. 

En konstant udnyttelse af rådighedsforpligtelsen - kvartal efter kvartal over et år - ligger uden for overenskomstens forudsætninger.

Rådighedstillæg

Rådighedstillægget er den betaling, du får for at stå til rådighed og præstere en vis mængde merarbejde pr. kvartal - indtil 20 timer i staten og indtil 35 timer i kommuner og regioner.

Det betyder, at du hverken får yderligere løn eller afspadsering for de første 20/35 timers merarbejde i et kvartal.

Rådighedstillægget er anciennitetsbestemt. Alt administrativt generalistarbejde, som du har haft, siden du blev kandidat eller bachelor, tæller derfor med. Det gælder uanset, om du har været offentligt ansat eller privatansat. 

 

Djøfbladet

Hver 10. private djøfer er lagt i gyldne håndjern

Det kan være skadeligt for karrieren, hvis man skriver under på en kunde- eller konkurrenceklausul. Og på trods af en lovændring har næsten lige så mange som tidligere en klausul i deres kontrakt. Mange ved ikke, hvad klausulen egentlig indebærer, og det kan koste dyrt – i nogle brancher mere end andre.

Foto: Billion Photos/Shutterstock
Djøf blog

Skal ALLE opgaver virkelig nås inden jul?

Jeg magter ikke at have så travlt, blot fordi Jesus blev født. Jeg vil ikke være udbrændt inden jul.


Thomas Kantsø
Thomas Kantsø
Chefkonsulent